Litografi

John Person

Litografi er den klassiske form for plantryk. Lithos betyder sten og litografi at skrive eller at tegne på sten. Det blev opfundet i 1798 i München af Alois Senefelder. Han fandt frem til litografiet under eksperimenter med at opfinde en billig bogtrykmetode, som kunne anvendes til udgivelse af egne ting.

Det fundamentalt nye ved litografiet var ikke anvendelsen af sten, der tidligere havde været anvendt til såvel højtryk som dybtryk. Senefelder tog da også sit udgangspunkt i forskellige forsøg med at ætse i sten med den slags tryk for øje. Det principielt nye i hans opdagelse bestod i det kemiske fladtryk, hvis grundlag er det kemiske fænomen, at fedt skyr vand.

Detaljerne i den litografiske proces kan variere en hel del. Stenen kan f. eks. erstattes af en præpareret metalplade af zink eller aluminium eller af særligt litografisk papir, men grundelementerne er de samme: Trykpladen skal kunne absorbere såvel vand som fedt. Tegningen udføres med et fedtholdigt farvestof, mens pladen i øvrigt vædes med en svamp. Når man indvalser pladen med fed tryksværte, vil den kun lægge sig på det tegnede, mens den fugtige del af pladen vil sky sværten.

Der er endnu i dag kunstnere, der arbejder efter Senefelders klassiske metode med anvendelse af den finkornede, porøse kalkskifer fra Solnhofen i Nordbayern. Det er ikke siden Senefelder lykkedes at finde andre stenarter, som er lige så gode, mens brugen af en præpareret metalplade i stedet for stenen blev introduceret allerede af Senefelder selv.

Stenen har en særlig kornet struktur, som af kunstneren kan poleres mere eller mindre fint op, og som nogle kunstnere lægger en sådan vægt på, at de holder fast ved stenen på trods af visse ulemper: Stenen er tung og uhåndterlig, og anvendelsen af den sætter visse grænser for trykkets format.

Også den mulighed at overføre en tegning fra et stykke papir til den litografiske plade blev introduceret allerede af Senefelder. Denne mulighed rummer den fordel, at kunstnerens tegning bliver vendt to gange under processen – først under overføringen til den litografiske plade, dernæst under trykningen. Således kommer det trykte billede til at stå retvendt i stedet for som normalt spejlvendt i forhold til det, kunstneren har tegnet, ridset eller skåret.

Off-set litografiet adskiller sig ikke i princippet fra det litografi, der trykkes fra stenblokke eller metalplader.

Off-set litografi er stadig et kemisk plantryk, men der er kommet et ekstra led ind i processen, idet farven

under trykningen overføres fra trykpladen til en gummidug, hvorfra den føres over på papiret.

Off-set litografiet er den industrielle videreudvikling af det klassiske litografi.

Fordelene ved off-set litografi er dels, at man undgår spejlvendingen, dels at nøjagtigheden og hastigheden under trykningen er meget stor.

Metoden blev opfundet omkring år 1900 i USA efter mange eksperimenter med det mål at hæve oplagenes størrelse og produktionshastigheden. Massekommunikationens – og dermed reklamens – tidsalder var begyndt.

Med off-set litografiet er vi ovre i grafikkens industrielle udvikling. Off-set er især blevet udbredt efter 2. verdenskrig og er blevet den mest almindelige metode til alle former for reproduktion.

Efterhånden har kunstnerne også følt sig fristet til at tage det op, her i landet især fra 1960'erne og fremefter.

Man kan hurtigt og billigt producere store oplag, hvorfor off-set trykte litografier i nogle tilfælde har haft karakter af vor tids flyveblade. Især i starten var de ofte forbundet med et udtalt socialt og politisk engagement fra kunstnerside.

Fremstilling af en tryksag starter med layout. Hvis man anvender CTP-teknologien overføres motivet direkte fra computer til plader uden brug af fotografisk film.

Der findes flere forskellige typer plader til CTP-teknologien, og området er i konstant udvikling. Sølvhalid,

fotopolymerplader og termoplader er de mest kendte og anvendte typer, men der findes også andre pladetyper som OPC-plader, inkjet plader og hybridplader.

Pladerne til CTP betegnes digitale plader og kan inddeles i optiske og termiske plader. Optiske plader, f.eks. sølvhalid og fotopolymerplader, er følsomme overfor synligt lys, mens termiske plader (termoplader) kan håndteres i dagslys.

Fotopolymerplader er negative plader. Sølvhalid og termoplader findes både som positive og negative plader,

men ligesom ved traditionel pladefremstilling er positive CTP-plader de mest anvendte til arkoffset-trykning i Danmark.

Princippet i positive plader er, at de belyste (eksponerede) områder af pladen udvaskes ved fremkaldelse af pladen, og de ikke-belyste områder på pladen er i trykprocessen dér, hvor farven vil sætte sig og dermed afgive farve på papiret; dvs. danne motivet.

De fleste CTP-anlæg, også kaldet platesettere, består i princippet af en lasereksponeringsenhed og en fremkaldermaskine.

laser-eksponeringsenheder belyses pladen med IR-stråler, UV-stråler eller synligt lys, afhængig af pladetypen.

Efterfølgende fremkaldes plader. Der findes dog sølvhalidplader og termoplader også som "procesfri" typer,

som efter belysning sættes direkte i trykmaskinen uden at blive fremkaldt.

Fremkaldelsen foregår ved, at pladen køres gennem fremkaldebadet, samtidig med at den bearbejdes mekanisk med roterende børster for at fjerne den uhærdede hinde, derpå skylles den med vand, gummieres med et gummieringsmiddel og tørres i en tørresektion.

Imellem hvert af disse procestrin passerer pladen mellem valser/rakler og kvætses, dvs. fremkalder eller vand klemmes væk fra pladen. Overskydende fremkalder føres retur til fremkalderreservoir.

I forhold til traditionelle plader er der sjældent fejl i form af støv og andre urenheder på CTP-plader, fordi der ikke foregår en egentlig kopiering.

Efter endt brug sælges pladen til aluminiumsgenindvinding eller arkiveres på virksomheden til senere genoptryk.