Indien 2011

Agra: Det Røde Fort der er opført i rød sandsten, ligger smukt på bredden af Yamuna-floden. I 1565 påbegyndte herskeren Akbar opførelsen af fortet, men de efterfølgende stotmoguler kunne ikke modstå fristelsen til at forfine og arbejde videre på det bastante fort. Samtidig ændrede fortet anvendelse fra at være en militær konstruktion til at blive brugt som et palads under Shah Jahans regeringstid. Tidernes og herskernes skiften kan tydeligt ses på bygningen: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehide, ædelstensindlagte marmorflader. Stormogulen Shah Jahan opførte Taj Mahal som gravmeusoleum over sin yndlingshustru Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng under tragiske omstændigheder. Mausoleet, anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget i 1632-47 i persisk stil og omivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvid marmor, dekoreret med milioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler ro og harmoni. Vi fortsatte om aftenen med nattoget til pilgrimsbyen Varanasi ved den hellige flod Ganges. Togturen blev væsentligt forkortet ved hælp af godt humør og 2 flasker god Indisk rom.

Varanasi er bedst kendt som et pilgrimsmål for hinduer, en anden af Indiens store religioner, er buddhismen. For mere end 2500 år siden opnåede den unge prins Siddhartha nirvana efter at have mediteret intenst under et stort bodhi-træ i Bodhgaya i den indiske stat Bihar. Herefter blev unge prins til Buddha, Den Oplyste, og verden ville aldrig blive den samme igen. Ikke så meget fordi han opnåede nirvana. Det var, hvad der skete nogle dage senere, der for alvor skulle ændre verden. For efter at have forladt Bodhgaya vandrede den unge Buddha til Sarnath, hvor han holdt sin første offentlige prædiken.I buddhismen siger man, at han ´satte det store hjul i gang´. Resten af historien kender vi. Her 2500 år senere er buddhismen vokset til at være en verdensreligion - og det hele startede her i Sarnath. I dag er Sarnath en relativ lille by. Rundt om i de støvede gader ligger buddhistiske templer og ruiner, der alle leder op til den lille lund, hvor Buddha holdt sin prædiken. En stor stupa pryder stedet, der ellers er bevaret som en lille park.

Varanasi ligner ingen anden by. Hverken i Indien eller noget andet sted. Byen ligger ved bredden af den hellige flod Ganges og har i årtusinder været det vigtigste religiøse centrum for Indiens hinduer. Det er en by, der påvirker alle vores sanser. Lydene, lugtene, farverne og varmen gør oplevelsen intens, og det myldrende kaos af hellige køer, biler, pilgrimme, turister og hellige mænd gør et uudsletteligt indtryk på den besøgende. Hver aften ved sekstiden udfører hinduerne en særlig religiøs ceremoni, som tiltrækker tusindvis af mennesker. De sætter olielamper ud i floden, og når mørket sænker sig, og lysene driver af sted, opstår magien. Det er på aftener som denne, at man oplever Varanasi fra sin allersmukkeste side. Nede ved floden steg vi om bord i en båd og sejlede ud i skæret fra solens første stråler, der fik husene langs floden til at gløde med et næsten gyldent skær. Der er konstant omkring en million pilgrimme i byen. De er kommet hertil for at deltage i det spirituelle, rensende bad i Ganges. På trapperne, der fører ned til vandet, så vi senede mænd i lændeklæder og kvinder i farvestrålende sarier, der vaskede sig i det hellige vand. For de fleste er det deres livs drøm, der går i opfyldelse, og hele atmosfæren i byen og ved floden bekræfter dem i ønsket om også at ende deres dage i Varanasi. For at dø i Varanasi er den sikreste vej til himlen. Manikarnika Ghat er det fineste sted at ende sin jordiske eksistens, her er der gang i ilden 24 timer i døgnet og 365 dage om året. Ifølge pålidelige kilder så har den samme ild brændt her i 300 år. At det er den samme ild er meget vigtigt, alle bliver brændt af den samme flamme, den skal forblive ren og derfor må ingen urene komme i nærheden af ilden endsige brændes her. Ved siden af ilden findes en brønd hvor Sati's (Shivas kone) ørering skulle være tabt da Shiva bar hende væk efter hendes selvmord. En brahminer fandt en juvel fra øreringen som han returnerede til Shiva, der som tak velsignede stedet. Siden da har man ofret blomster, sandeltræ og mælk her. Her brændes dagligt mellem 180 - 210 personer. Hvis man skal brændes kræves ca. 350 kg brænde, hvoraf så meget som muligt bør være velduftende sandeltræ, dog anvendes der ikke mere end ca. 2 kg. i gennemsnit pr. brænding.

Sunderbans dækker over 10.000 km2 land og vand i det sydøstligste Indien – der hvor Gangesfloden virkelig forgrener sig i et enormt delta af bifloder og småøer. Området indeholder verdens største mangrovesump og har derudover en af verdens højeste koncentrationer af vildtlevende tigre. UNESCO indlemmede allerede i 1987 den enorme nationalpark på sin liste over verdens naturarv. Ud over tigre lever her arter som flodkrokodiller, kongekobra (verdens længste giftslange), delfiner, skildpadder, varaner, vildsvin og masser af fugle som de farvestrålende isfugle og biædere. Spændende planter er her også masser af, blandt andet hele 84 forskellige mangrovearter. Om bord på det flodkrydstogtskibet MV Paramhamsa cruisede vi rundt mellem tætte mangroveskove, krokodillefyldte laguner og sumpede græssletter, hvor de kæmpemæssige bengalske tigre kunne gemme sig. Vi så dog ingen. I Den Bengalske Bugt står mangrovetræerne og hæver deres snirklede rødder langt op over havoverfladen som sarte damer, der har set en mus.

Ganges utallige bifloder løber ud og ind mellem tusindvis af øer, og tigrene, krokodillerne og delfinerne lever tættere her end noget andet sted i verden. I en mindre båd sejlede vi gennem den tætte mangroveskov fra Nethiopani til Burirdabri. Det er et af de steder i Sunderbans med den største chance for at tigre.

Vi besøgte flere handelsstationer langs Gangesfloden, bl.a. Serampore, der i sin tid var noget så usædvanligt som en dansk koloni.

Af de danske efterladenskaber så vi Sankt Olav-kirken, den danske kirkegård og Serampore Universitet, der var Indiens første af slagsen.

Kolkata er på én gang kaotisk og velorganiseret. Den er ren og pæn, men med en synlig fattigdom. Det er ikke en by med en århundredlang historie som for eksempel Delhi. Faktisk har Kolkata kun omkring 300 år på bagen, og den er hovedsageligt en britisk opfindelse. Under navnet Calcutta (indtil 2001) fungerede byen som hovedstad i Britisk Indien indtil uafhængigheden i 1947. Kolkata er derfor et sandt slaraffenland af koloniarkitektur Hooghly-floden snor sig gennem byen og deler den i “det egentlige” Kolkata på østbredden og den mindre bydel Howrah mod vest. De to bydele forbindes af broen Ranbindra Setu med kunstfærdige stålgitre. Med sine 700 meter i længden og 97 meter i højden er broen verdens største af sin art. Broen blev oprindeligt bygget i 1937 for at transportere militær materiel fra Kolkata til industribyen Howrah på den anden side. Broen er 700 meter lang og 30 meter bred. Det er formentlig en af verdens travleste broer med ca. 150.000 køretøjer og ca. 1 mio. fodgænger der passerer dagligt! Moder Teresas ordenshus ligger midt i Kolkata og modtager mange besøgende, der kommer for at vise deres respekt ved nonnens grav. Over indgangsdøren er indgraveret ordene “En inspiration fra den hellige ånd”, som henviser til det kald, Teresa fik fra gud om at rejse til Kolkata og give byens fattigste lidt bedre vilkår. Den albanskfødte nonne kom i 1946 til Kolkata og begyndte at tage sig af byens fattige slumbeboere.

 

Mennesker vi mødte: Som i 2007 mødte vi igen iår Sikher med turban og store skæg / stolte mødre der viser børnene frem / fnisende teenage piger, der alligevel gerne vil fotograferes / drenge og mænd med hinanden i hånden som tegn på at de er venner / farvestrålende kvinder i sarier / skolebørn i uniformer / børn, der beder om sæbe og shampoo / fattige der kun ejer en stump presenning / åbenlyst nysgerrige der studerede os ugenert / overfyldte busser med folk på tagene / familier der stiller op til familiefoto / rynkede og furede ældre kloge / fælles for dem alle er en imødekommende venlighed, der måske kommer af indernes meget store tolerance, vi så også pilgrimme og hellige mænd tage et rensende bad i Ganges / de evigt brændende ligbål i Varanasi hvor der altid er en million pilgrimme, mange er kommet for at ende deres dage her for at være sikre på at komme i himlen.

Indiens hovedstad New Delhi er modsætningsfuld, her ligger noget så usædvanligt som t moderne udsende hinduistisk tempel.

Lakshmi-Narayana-templet blev bygget i 1938 og tilegnet gudinden Lakshmi, der er gudinde for lykke, velstand og skønhed. Hun er en af de mest populære af hinduismens mange guder. Der var desværre politisk uro da vi var der, så vi kunne ikke komme indenfor i den store Jama-moske der blev grundlagt af Shah Jahan i 1650, men måtte nøjes med synet udefra. Krigsmonumentet India Gate er rejst til minde om de indiske soldater, som døde i første verdenskrig og krigen mod Afghanistan i 1919. I Old Delhi var vi på en imponerende rickshawtur gennem Chandi Chowk-basaren i en vanvittig trafik af gående, cyklende og folk på motorcykel der alle ville først frem. Mellem basarens boder med udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små, ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt. Når man ser på elnettet i gaderne er der meget brug få gode elektrikkere.

John Person

Indien 2011